”Har du mon brug for at tale med nogen?”

 

Sådan lyder et af de gængse spørgsmål fra bekymrede pårørende, når de mærker at man er presset og ikke føler, at deres hjælp slår til.

 

Det er på mange måder godt, at de spørger. Også selvom spørgsmålet er et paradoks. De adspurgte forsøger jo netop at tale med nogen, nemlig dem. Spørgsmålet kan derfor tolkes ”Har du mon brug for at tale med nogle andre end mig?”, og det er et helt forståeligt spørgsmål at stille, når man som pårørende føler sig hjælpeløs.

 

Men hvordan skal folk kunne svare på det, når ingen synes at vide, hvad vi skal tale om? Gennem mine 5 år på studie og 11 år som klinisk psykolog har der været langt mellem de mennesker, der kunne give mig indtryk af at besidde en forståelse for, hvad det faktisk vil sige at gå i psykoterapi.

Det er rørende for en psykolog som mig, at så mange vælger at trodse denne uvidenhed og finde frem til en psykolog alligevel. Måske betyder det at de har fundet den forståelse, der ellers undviger mig, her seksten år efter min opstart på psykologstudiet.

 

’Hvad er psykoterapi?’

Det er et interessant, men særdeles vanskeligt spørgsmål at svare på, og det er samtidigt omdrejningspunkt for mange andre, og ganske sårbare, spørgsmål som ”Er det forkert, at have det, som jeg har det?”, ”Kan jeg få det bedre?” og, endnu vigtigere, ”Hvem skal hjælpe mig, indtil jeg kan hjælpe mig selv?”.

 

Desværre tager et andet, og mindre interessant, spørgsmål ofte pladsen.

’Hvilken psykoterapi kan vi bedst lide?’

Jeg kalder det et mindre interessant spørgsmål, fordi efterspørgslen på professionelle samtaler forekommer at være eksponentielt stigende, i dagens Danmark. Mediebilledet giver mig det indtryk, at samtlige af psykoterapeuterne fra de institutionaliserede tilgange er ude af stand til at indfri behovet for samtaler, også hvis de støttes af de alternative terapeutiske retninger. Efterspørgslen bare stiger.

 

Men er det så overraskende, for hvordan skal man indfri en målsætning, man ikke er enige om? Og hvordan skal man kunne svare på det indledende spørgsmål i denne artikel, når man ikke er enige om, hvad der er mest fornuftigt at tale om?

 

Måske skal vi spørge os selv, hvad psykoterapi kan være, frem for at tale om psykoterapi som en fastlåst størrelse? Debatten om psykoterapi er i forvejen vidunderligt umulig, så det er tvivlsomt, at flere nuanceringer skulle gøre nogen skade. Omvendt har det vist sig vanskeligt at få en ordentlig debat om emnet og måske er det årsagen til at de åbne spørgsmål bliver fejet til siden. Koblingen af mangel på viden om psykoterapi, også forstået ud fra et forskningsmæssigt perspektiv, og en samtidig stigning i efterspørgslen, øger nok nærmere trangen til at definere den som noget overskueligt, og måske er det derfor der findes så mange navne. Det er dog vel nok positivt, at så mange gerne vil tale, men hvis vi mangler en nysgerrighed på hvad vi ønsker at tale om, kan det skabe en risiko for at psykoterapeuter bliver meningsskabere eller endda orakler, frem for egentlige psykoterapeuter.

 

Jeg hører det ofte. Hvis man gør dette og dette, i denne og denne rækkefølge, så får man det bedre. Det siger evidensen. Det siger empirien. Hvad ordet ’bedre’ præcis dækker over, er der ikke så mange, der taler om. Hvad er bedre? Og hvad er opskriften på et godt liv? Let at følge, håber jeg, for jeg er typen, der har svært ved at følge en opskrift. Jeg synes til gengæld mit liv er godt, så måske er en opskrift ikke svaret? Men hvad er så? Svar er vigtige. Jeg har lagt mærke til, at mennesker ikke trives godt uden svar, og at det oftest giver en bedre respons at svare et eller andet, frem for at tie. Tavshed er sølv. Tale er guld.

Når folk spørger, om man har det godt, så er det høflige svar ’ja’ som regel det smarteste, også selvom det rigtigere svar er ’Det ved jeg ikke’. Problemet er nok, at det rigtigere svar ikke svarer på det indledende spørgsmål – ”Har du mon brug for at tale med nogen?”, og det er vi særdeles forhippede på at spørge hinanden i dag.

 

Hvornår har man så brug for at tale med nogen? Jeg ved det faktisk ikke. Det, jeg ved, er, at man ved det bedst selv. Men man skal spørge sit inderste. Helt inde, inderst i maven. Der ved man det godt. Hvem man skal tale med er sværere at svare på, men jeg tror ikke man går helt galt i byen, hvis man starter med at tale med den, der sidder tættest på. Hvis den person har plads til en, altså.