Forældre eller børn.

En anekdotisk kronik om det, at få børn.

08. Januar 2022

”Du ved ikke, hvordan det er…”

Dette er et mantra, hvormed pressede forældre holder stand overfor deres barnløse venners ’gode råd’, for gode råd føles nemlig ikke særligt gode, når det, der er brug for er rummelighed og følelsesmæssig støtte.

De forpustede forældre fortsætter uden at sige:

”…og jeg vil heller ikke fortælle dig det, for du ville ikke forstå”.

Det er sådan med mennesker, at de er utilbøjelige til at åbne sig og vise sårbarhed, hvis de mangler overskud. Det gælder også forældre, der ellers kan så meget. Når man er træt, opleves det, at åbne sig, som en byrde, ikke som en støtte. Velmenende råd falder flade til jorden, når der er ikke er plads på opslagstavlen.

Når forældre brokker sig, har de ikke behov for gode råd, men i stedet at man kan rumme deres følelser. Det skaber et paradoks, fordi de dermed signalerer et behov for at være børn igen, for at få omsorg, og på den måde tilbyder deres barnløse venner rollen som forælder, der gerne må trøste. Men alt dette foregår naturligvis usagt, for de forstår ikke selv, at det er det, de gør. Jeg fortæller dem det heller ikke, for de ville alligevel ikke forstå det.

Forældrenes forældre.

Nogle forældre er smarte nok til at søge støtte hos egne forældre. Bedsteforældrene ved, om nogen, hvordan det er, at være forælder. De har uden tvivl haft det ligeledes hårdt, da de stod med opgaven.

Det er imidlertid ikke alle forældre, der søger bedsteforældrene og mange tvivler endda på bedsteforældrenes oprigtighed i forhold til ønsket om at hjælpe.

Jeg kan ikke undgå at tænke ’kan man bebrejde dem?’. Hvorfor skulle de have et ønske om at være forældre igen, hvis de kan blive fri? Det er jo hårdt at være forælder, har vi lært, og i tillæg til det, bliver opgaven vel kun hårdere med årene? Ydermere følges bedsteforælder opgaven tit på vej af regler og retningslinjer, der forventes overholdt. Der er ofte en nøjagtig måde, hvorpå bedsteforældrene forventes at varetage omsorgen, som ligger omtrent 1:1 med forældrenes egne præferencer. Bedsteforældre forventes, med andre ord, at varetage dobbelt forældreskab. Både at passe børnebørn og at passe dem korrekt.

Skal, skal ikke.

Selv er jeg snart rundet 40 år og jeg har ikke børn endnu. Jeg vil nu gerne have børn, til trods for folks advarsel om, hvor usigeligt hårdt det er, og tror ikke det tager længe, før jeg bliver en del af klubben. Gad vide, hvordan de tager imod mig.

En dag, da min kæreste og jeg talte om børn, gik noget op for mig. Den dag, jeg får børn, vil jeg ikke længere kunne vende tilbage til den lyksalige uvidenhed, hvortil nutidens forældrene henviser, når de gerne vil understrege at livet er lettere for de barnløse. Jeg vil til gengæld være passeret til den anden side og vil langt om længe få lov til at benytte udsagn, som ”Du ved ikke, hvordan det er…”, når de barnløse taler.

Men vil jeg have lyst til det? Jeg vil vel stadigt kunne huske, hvordan det var at høre, som barnløs? Og hvordan vil jeg i hele taget opleve den anden side, med det store ansvar og de små hænder, man fylder med sit liv?

I samtalen med min kæreste kom jeg på en ide. At fange mig selv i fortiden ved at skrive dagbogs agtige indlæg over en længere periode, startende mens jeg var barnløs. Hvis jeg skrev en kronik, der startede i uvidenhed, og så rapporterede mine oplevelser, som jeg passerede ind i oplysningen, da kunne jeg give mig selv muligheden for at læse mine egne gode råd til mig selv, foruden at få muligheden for at sige ”Ja, det kan godt være, men du vidste bare ikke, hvordan det ville blive…” til mig selv. Eller vil jeg ende med at sige noget andet? Jeg besluttede mig for at sætte dato på indlæggene.

Så får vi at se.

Inde eller ude.

Når man ikke har børn, er det let at føle sig ekskluderet. Praktisk, teoretisk og åndeligt. Folk med børn er ikke langsomme til at påpege for en, at man ikke har mærket livet rigtigt endnu. At man ikke har elsket så stærkt, ønsket så hjerteligt, bekymret sig så dybt, eller frygtet så inderligt. Forældre er stolte og vil så gerne berette om at have født livet. Fortælle om noget, som barnløse ikke forstår.

Jeg har altid erklæret mig uenig i den påstand, at man ikke forstår. At man ikke kan vide. Jeg har ment, at man godt kan vide, hvordan det må være at have børn, selvom man ikke har dem selv. Jeg har altid ment, at man godt kan fornemme, hvordan det må være, selvom man ikke har mærket det i virkeligheden. Man har jo selv været et barn og lyttet til sine forældres fortælling om en, da man var barn. Denne uenighed har jeg stået stædigt ved, hvilket meget vel kan komme til at bide mig i røven! Hvad værre er, har jeg også stået fast på, at folk uden børn kan vide bedre. At de netop er i stand til at bidrage med en objektivitet og et rationelt perspektiv, fordi de ikke er følelsesmæssigt investeret. At de på den måde er de allerbedste at spørge til råds, når tingene bliver svære, som forælder.

Spørg mig igen, når jeg har fået børn, hvis du tror, at jeg vil svare ærligt. Så må vi se.

24. Februar 2022

Det er torsdag, og vi er gravide. Nu er det sket. Det er vores tur til at blive indviet i klubben, og jeg var hurtig til at dele nyheden med familie og venner. Jeg forstår dog ikke helt endnu, får jeg at vide. Man skal have født først. En halv præstation giver ingen medaljer, betror en af mine venner mig. Det går ikke ubemærket hen hos mig, at jeg stadigt bliver holdt udenfor, men jeg må væbne mig med tålmodighed. Samtidigt skal det indvendes, at jeg ikke har oplevet nogen nævneværdig bevidsthedsændring eller højere indsigt endnu, så måske har min ven ret?

Vi må se.

17. Juni 2022

De fem måneder, siden vi fik nyheden om vores spirende liv, har været en lærerig tid, fyldt med introduktion til, og info om, den kommende verden som forælder. Det er gået op for mig, at gravide er familielivets hangarounds. Man frittes for ønsker og forventninger, navn og køn, og skræmmes med rædselshistorier fra fødselsafsnittet og ord som ”smerte” og ”vuggedød”. Jeg er nogle gange kommet til at overveje, om de i virkeligheden forsøger at få mig til at fortryde. Jeg fortryder dog ikke. Det er en stor ting og noget helt særligt. Det fortæller jeg dem selvfølgelig, så de ved, at jeg snart er med i klubben. Om det virkelig er så livsomvæltende og åbenbarende, som de siger, det mangler vi en afklaring på.

Nu ser vi.

25. August 2022

Vi er syv måneder inde i graviditeten og nogle ting begynder at ændre sig. En dag gik det op for mig, at jeg var blevet bange for unge fyre med halskæder og for verdens undergang. Pludseligt var jeg blevet frygtsom. Mit svar på frygten har siden været en indædt kamp for at indtage et positivt perspektiv, men det sker altid på den der tillærte og småneurotiske facon, hvor alle omkring en godt kan mærke, at man ikke selv tror på det, og at man egentlig bare er voksenbange. Der er også masser at være bange for, for graviditeten rammer lige ind klimakrise og verdenskrig. Det kunne på den måde ikke være meget værre. Men ja, siger jeg til mig selv, vi bor jo i Danmark og har klaret os gennem værre tider, og så slemt er det jo heller ikke. Vi skal jo nok klare os. Vi tre står sammen. Min kæreste, søn og jeg.

Der kan I se.

25. September 2022

Vi er otte måneder inde i graviditeten. Min kæreste er rund og flot, og vi glæder os. Nye ord som vikle, rebozo og vandrejournal er tilføjet mit ordforråd, og vi tæller tiden i uger, i stedet for at bruge kalenderen.

Som mand er jeg forskånet meget af graviditetsbyrden, men jeg forsøger at bidrage praktisk og følelsesmæssigt. Jeg vælger rummelighed og forståelse, hvor end jeg formår det. Om jeg bliver ved med at lykkes med det, skal jeg ikke kunne sige.

Jeg læser beskrivelserne fra mit tidligere jeg, og de klinger stadigt an hos mig. Jeg er glad for mit skriveprojekt og ord sitrer stadigt fra mine fingre, når jeg følger på de forrige linjers opsang. Men jeg mangler stadigt resultatet, der vil afsløre om jeg vidste, hvad jeg talte om.

Lad os se.

22. Oktober 2022

Jeg kan ikke sove og sætter mig ved computeren. Jeg tror dette bliver sidste indlæg i teksten, inden fødslen. Klokken er 03.46 og tiden nærmer sig. Termin er 1. november og i morgen skal vi til brunch. Jeg glæder mig til begge begivenheder, om end på forskellige måder.

Snart er jeg med i klubben. Snart vil jeg forstå.

Forleden havde vi besøg af en veninde og hendes yngste. Jeg indrømmede overfor hende, at jeg nok havde startet mit skriveprojekt med et ønske om at sige ”Hvad sagde jeg?” til alle de forældre, der havde holdt mig udenfor med deres ”Du forstår ikke...”. Jeg indrømmede samtidigt til vores veninde, at være bekymret for, om jeg ville få den fornøjelse. Ikke fordi jeg ikke havde ret i min pointe, eller at andre ubestridt havde ret i deres, men fordi det ikke virker så vigtigt længere. Emnet er falmet. Desuden er jeg kommet til en kedelig erkendelse om det mantra, jeg havde stirret mig sur på. ”Du forstår ikke...”. Erkendelsen er ikke, at jeg ikke kunne forstå, men at jeg har forstået omvendt. Det har aldrig været et forsøg på at holde mig ude, men en invitation til at være med. Når forældre taler om at forstå livets mening, så opfordrer de en til at være med. Det er kærligt ment, ikke formanende, om end budskabet desværre ofte går tabt.

Måske ender jeg i stedet med at sige ”Hvad sagde I egentlig?” eller ”Det skulle I da bare have sagt”, og så smile og med varmen i kinderne tænke på mit barn. Det tror jeg.

Vi ser.

19. November 2022

Cornelius er nu 14 dage gammel. Han er lille, så man skal passe på hans hoved, når man løfter, og han er vidunderlig, så man skal passe på sit hjerte, når han græder. Et nøgent og ærligt lille væsen, for hvem min kæreste og jeg er det allervigtigste, der findes. Jeg ved ikke om jeg nogensinde har tillagt mig selv en sådan værdi.

I en velsignet luksuriøs barselsperiode får vi lov til at skabe rutiner omkring de blivende behov hos vores lille mand. Det er bestemt krævende, men selv når det fylder allermest, så følger der en mening med, som ikke var der før. Det er som om alle cellerne i min krop har stemt og er blevet enige om, at denne livsopgave trumfer alle andre. Det er dejligt. Det giver fokus og skaber et solidt fundament for en berigende hverdag med betydningsfulde oplevelser.

Siden hans fødsel har jeg kun haft et par samtaler med de barnløse, og skænket mit projekt mere end én tanke. Måske har jeg sagt noget mellem linjerne, men i store træk mener jeg ikke, at jeg endnu har været fristet til at sige ”Du forstår ikke…”. Jeg har vist et par gange sagt noget lignende ”Det skulle du tage at gøre”. Måske det er det samme..?

Nu sidder jeg så her og skriver og forsøger at stille mig selv spørgsmålet ”Kunne jeg forstå?”. Jeg forsøger at greje, om jeg vidste hvad de talte om. Om jeg kunne føle det. Jeg tror det, men det er på en måde langt væk nu. I sidste ende er det jo også ligegyldigt. I bund og grund følte jeg mig nok bare udenfor, og det er jeg jo ikke længere, så hvorfor spekulere yderligere over det? I øvrigt ligger min søn og forsøger at fange mine øjne. Hans øjne stiller mig spørgsmål om livet, som jeg kun kan svare på ved at smile min kærlighed ned til ham og håbe, at han mærker det. Jeg vil så gerne fortælle ham om livet, men vil han forstå?

Vi må se.